Gå til hovedindholdet
NextGenerationEU
  • Nyhedsartikel
  • 20. februar 2025
  • Luxembourg
  • Generaldirektoratet for Kommunikation
  • 3 min læsetid

Ferie og rekreation: Ladestandere til elbiler i Luxembourg

Takket være målrettede investeringer og finansiering gennem NextGenerationEU er der iværksat forskellige projekter for at fremme bæredygtig vækst og fremskynde den grønne omstilling i hele Europa. Uanset om de er store eller små, lokale eller nationale, er de udformet til at opfylde borgernes behov, imødekomme den stigende efterspørgsel og indføre renere teknologier med henblik på en mere bæredygtig tilværelse. De ladestandere til elektriske køretøjer, der er installeret på Europacamping-anlægget ved naturreservatet Nommerlayen i Luxembourg, er en del af et landsdækkende initiativ til en værdi af 30,5 mio. euro, og det er blot et eksempel på, hvordan en lille ændring kan gøre en stor forskel. 

Europacamping, der ligger i et skovområde tæt på byen Nommern i kantonen Mersch, har været et populært sted for familieferier siden 1973. Der er alt, hvad man kan forvente af en moderne campingplads, lige fra mobilehomes og plads til at campere til legeområder og svømmebassiner. Indtil for nylig manglede der imidlertid et sted, hvor ejere af elektriske køretøjer kunne genoplade batteriet. Det ændrede sig i 2023, da lederne af campingpladsen besluttede sig for at installere adskillige avancerede ladestandere på feriestedets parkeringsplads, så feriegæsterne kunne lade døgnet rundt.  

Vi har talt med campingpladsens ledere, Eline Buehre og Richard Miny for at få mere at vide: 

Hvad fik jer til at installere ladestandere?  

EB: Der er kommet mange flere elbiler i Luxembourg i den seneste tid. Vi har set et stigende antal elbiler på vores parkeringsplads fra det ene år til det andet. Vores campingplads er omgivet af natur hele vejen rundt, så det gør os også opmærksomme på klimaproblemerne. Med tiden er vi nået frem til den konklusion, at det ville være nyttigt for vores gæster at have ladestandere her, og det giver os mulighed for at gøre en indsats for klimaet. Efter at vi installerede dem for nogle år siden, kan vi tilbyde gæsterne større bekvemmelighed og en mere omfattende service.  

RM: Regeringen har tilbudt virksomheder som vores finansiel støtte til at installere ladestandere. Det har virkelig hjulpet os med at klare udgifterne, eftersom den slags infrastruktur er dyr at installere. I sidste ende var det også en ting, der skilte os ad. Det hjælper os til at gøre vores gæsters ferieoplevelse bedre og leve op til deres forventninger til bæredygtighed. Vi er bevidste om fordelene ved ren mobilitet for naturen og miljøet, eftersom det immervæk er afgørende for vores campingplads. Samtidig styrker ladestanderne vores image, fordi gæsterne kan se, at vi støtter omstillingen til renere energi. 

"Finansiel støtte til at installere ladestandere ... har virkelig hjulpet os med at klare udgifterne, eftersom den slags infrastruktur er dyr at installere.  

– Richard Miny, leder af campingpladsen Europacamping 

Har der været andre fordele? 

EB: Jeg synes, at bekvemmelighed og indsatsen for klimaet har været de største fordele, og tilskuddet har hjulpet os med at opnå det. Jeg er enig med Richard i, at ladestanderne har forbedret campingpladsens image, for vi er stolte af at kunne tilbyde den service, og de har en fremtrædende plads på vores websted. Ved at søge på vores websted kan potentielle feriegæster med elbiler hurtigt se, at der er ladestandere blandt de mange faciliteter, vi tilbyder.  

RM: Installationen af ladestandere var en del af en bredere indsats for i højere grad at kontrollere vores energiforbrug. Siden vi installerede dem, er vi blevet mere bevidste om, hvor vi har brugt – og i visse tilfælde spildt – energi, og vi er blevet bedre til at begrænse det. Som følge af det, er det lykkedes os at indføre yderligere ændringer andre steder, og vi har reduceret vores samlede energiomkostninger med omkring 10 % om året.  

"Vi har reduceret vores samlede energiomkostninger med omkring 10 % om året." 

– Richard Miny, leder af campingpladsen Europacamping 

Luxembourgs genopretnings- og resiliensplan, der finansieres af NextGenerationEU, har en værdi af knap 250 mio. euro, og over 80 % af initiativerne har fokus på omstillingen til ren energi og klimarelaterede mål. Med en værdiansættelse på 30,5 mio. euro er den landsdækkende finansielle støtte til virksomheder, der installerer ladestandere til elektriske køretøjer blandt planens flagskibsprojekter. Dens succes på Europacamping vidner om, at sådanne tilskud er nyttige, og campingpladsens ledere bekræfter, at støtte som denne lige var det, der manglede for at gøre en forskel og skabe meningsfuld forandring. 

Detaljer

Publikationsdato
20. februar 2025
Forfatter
Generaldirektoratet for Kommunikation
Placering
Luxembourg
Location
  • Luxembourg