Gå til hovedindholdet
NextGenerationEU
  • Nyhedsartikel
  • 25. oktober 2024
  • Generaldirektoratet for Kommunikation
  • 4 min læsetid

Bedre muligheder for unge: Brobygning over den digitale kløft på de lettiske skoler

Letland har, ligesom alle andre EU-lande, udfordringer i forbindelse med overgangen til en stadig mere digital verden. For at komme udfordringerne i møde afsætter landet næsten en fjerdedel af sine midler fra NextGenerationEU til at sætte skub i den digitale omstilling. En af Letlands største udfordringer, er den digitale kløft, som et landsdækkende initiativ har forsøgt at bygge bro over gennem indkøb og distribution af 35.000 bærbare computere til gymnasieelever i hele landet. 

Projektet skal løse udfordringen med adgang til læringsmuligheder gennem teknologi – en udfordring, der påvirker nogle borgere uforholdsmæssigt hårdt, bl.a. på grund af socioøkonomiske årsager. Jelgava Statsgymnasium (som er det ældste af sin art i Letland) er blandt de gymnasier, der er med i ordningen. Gymnasiet har modtaget 274 bærbare computere, der kan bruges af både elever og lærere. Gymnasiets medarbejdere har generelt været glade for initiativet. 

Zaiga Atelbauere, der underviser i engelsk og virksomhedsledelse, og Nadīna Anija Poga, der underviser i IT, design og teknologi, har delt deres tanker. 

Har projektet haft stor betydning for Jelgava Statsgymnasium? 

ZA: Ja, det synes jeg. Vores gymnasium ønsker at give eleverne praktiske metode- og teknologifærdigheder. Vi vil gerne udvikle elevernes færdigheder for at forberede dem på den virkelige verden og arbejdsmarkedet. Digitale redskaber er afgørende, men nogle socialgrupper har ikke samme adgang som andre. Vi vil gerne skabe så lige vilkår som muligt, så alle eleverne får mulighed for at arbejde med moderne teknologi af høj kvalitet. Med initiativer som det her bliver det muligt.  

NAP: Det har gjort en enorm forskel for, hvordan vores elever arbejder og lærer. Der bruges bærbare computere på tværs af forskellige fag, for eksempel engelsk og naturvidenskab. Lærerne har integreret computerne i deres undervisningsplaner, og de kan låne dem til enten deres egen brug eller til elevernes brug i klassen, og de kan bruge dem til at tildele opgaver og arbejde digitalt med eleverne. 

"Vi ønsker at skabe så lige vilkår som muligt ... initiativer som det her gør vores ønske til virkelighed." 

— Zaiga Atelbauere, lærer på Jelgava Statsgymnasium

Hvad har været det bedste ved projektet? 

ZA: Vi er blevet mere effektive, tror jeg, og vi bruger langt mindre printerpapir end tidligere. Det er interessant at se de digitale færdigheder, som eleverne uden videre tilegner sig. Takket være computerne kan de arbejde både selvstændigt og i fællesskab, og de kan samarbejde med hinanden på en ikkeforstyrrende måde. Vi får også lavet meget mere i klassen, så vi undgår alt for meget hjemmearbejde. Alle eleverne arbejder med emner og har de samme midler, og der står en lærer til rådighed, der kan hjælpe dem. 

NAP: Eleverne udvikler færdigheder, som de kan bruge på tværs af forskellige fag. De har f.eks. perfektioneret deres Excel-færdigheder som en del af datalogiundervisningen, og det hjælper dem så med researcharbejde, navnlig når det drejer sig om at foretage beregninger eller fremlægge data. Med hensyn til gruppearbejde har det også været meget nyttigt, fordi det muliggør samarbejde. Tidligere søgte eleverne efter oplysninger på deres telefoner og blev ofte distraheret af meddelelser. Bærbare computere er bedre til informationssøgning, og der er ingen meddelelser, der hindrer deres koncentration. 

"Digitaliseringen er afgørende for skoler og for fremtidige læringsresultater, fordi den afspejler den verden, vi lever i i dag." 

– Nadīna Anija Poga, lærer på Jelgava Statsgymnasium

Tror du, at initiativer som dette er vejen frem? 

ZA: Ja, helt sikkert. De digitale færdigheder, som eleverne erhverver i dag, vil være til gavn for dem, efterhånden som de udvikler sig i livet. Skolerne er nødt til at fremme den udvikling. Digitale færdigheder er afgørende for enhver form for deltagelse i det moderne samfund, og det kommer kun til at gå én vej, og det er fremad. Det er vigtigt at igangsætte sådan et initiativ på nationalt plan, da det skaber stor lighed, både geografisk og socialt. 

NAP: Jeg er enig. Digitaliseringen er afgørende for skoler og for fremtidige læringsresultater, fordi den afspejler den verden, vi lever i i dag. Projektet her har givet skoler og lærere i Letland en vigtig mulighed for at integrere digitale processer i deres undervisnings- og læringsmetoder. Når det er sagt, vil initiativets succes i sidste ende afhænge af lærernes evne til at implementere resultaterne. Det, at skolerne får materielle ressourcer, det er kun begyndelsen. 

Distribution af bærbare computere til skoler i hele Letland er et af mange digitaliseringsinitiativer, der gennemføres ved hjælp af midler fra NextGenerationEU. Bestræbelserne på at bygge bro over den digitale kløft understøtter mange af landets projekter med henblik på at modernisere den teknologiske infrastruktur og opkvalificere den bredere befolkning, og den offentlige forvaltning, SMV'er og internetkonnektivitetsprogrammer modtager også betydelige tilskud. Ved entusiastisk at satse på den digitale omstilling på den her måde søger Letland at ruste sine borgere til en stadig mere digital fremtid. 

Detaljer

Publikationsdato
25. oktober 2024
Forfatter
Generaldirektoratet for Kommunikation
Location
  • Letland